Om “Menneskeføde”

Menneskeføde – af Tor Nørretranders. – Tiderne Skifter, 2005

Først i bogen “Menneskeføde” – Vejviser ud af en overvægtig verden, skriver Tor Nørretranders i hans forord:

Ernæringsforskning!?  En bog om hvad man ved om ernæring og sundhed? Om slankekure og fedme?

Han indleder… “Helt ærligt: Gennem de seneste 30 år, hvor jeg har levet af at berette om videnskab i bøger, aviser og på TV, er der et forskningsfelt, jeg i særlig grad ikke har haft appetitten på: Ernæringsforskning”.

Det begrunder han med at: “Den ene måned må vi ikke spise æg, den næste skal vi huske at gøre det; først må vi aldrig røre smør, så er det margarine det er galt med; uha, olivenolie er først livsfarligt, men næste måned sikrer den mod sygdom. Og så videre……
Resultaterne har sjældent været langtidsholdbare og det eneste der overgår voldsomheden af de indbyrdes skænderier på forskningsfeltet, er forskernes selvhøjtidelige formynderi over for alle andre. 

Al videnskab er præget af støjende praleri, billig markedsføring og selvhøjtidelig tomgang, men intet felt så stærkt som forskning i ernæring, der synes lige så fattig på faktisk viden, som den er rig på gennemslagskraft i medierne. “Tomme tønder der buldrer”.

Så det har aldrig været et forskningsområde, jeg har villet røre ved.”

“Men tiden går jo. De 30 år gik ikke bare med at blive klogere, men også med at blive tungere.”

Det ville han gerne gøre noget ved, men da han havde erfaring med videnskab og evner til at sætte sig ind i vanskelig tilgængelig stof, havde han, vis ikke andre, forudsætning til at finde ud af hvad baggrunden var til at kiloerne på kroppen bare øgede og øgede. Helt uanset det forhold at han faktisk levede og spiste sundt, og i store træk fulgte de kostkloges kostråd: Ikke ret meget fedt, masser af brød, altid kartofler, pasta eller ris, godt med grønsager osv. 

Han oplevede som alle andre at lige meget hjalp det og ville selv gøre noget, men kendte sig selv godt nok til kun at kunne gennemføre en kur, hvis han troede på den, fordi den gav mening og han havde en fornuftig biologisk begrundelse. 

Så satte han sig ned og gennemgik relevant litteratur. I første omgang i egen interesse, men indså ret hurtigt og til stor forbløffelse, at man faktisk har vundet nogle meget vigtige indsigter, når det gælder ernæring.  – Klare, rene erkendelse, som er både nyttige og vigtige, men temmelig overraskende i forhold til det almindelig billede han almindeligvis havde dannet sig. 

Der med var grundlaget for bogen lagt, fortællelysten og ansvarsfølelse trængte ham på: ”Det her var vel egentlig noget, som alle mennesker burde kende til”, skriver han. 

Og fortsætter….

“Mon ikke de fleste har det som jeg havde: Ernæringsforskning er en jungle fuld af larmende han-elefanter, som man nødigt vil forvilder sig ud i, så man trækker bare på skuldrene og giver op. Den klarhed, jeg synes jeg havde vundet, var måske også noget andre kunne have glæde af?

Da jeg havde indset det, blev det klart at jeg selvfølgelig alligevel måtte skrive en lille bog om emnet, for at videregive det jeg havde forstået. Det fordrede selvfølgelig en del mere dokumentationsarbejde, end hvis det hele bare var for min egen skyld, – men jeg havde til gengæld fået færten af, at der var tale om en historie af betydelig underholdningsværdi.   

Historien om menneskets ernæring er egentlig den samme som historie om menneskets udvikling.  Kostindtag er bestemmende for vores historie – i en grad jeg ikke tidligere havde haft den fjerneste fornemmelse af.

Derfor blev det en stor fornøjelse at sætte sig ind i det stof, denne bog videregiver. Og samtidigt en meget afklarende proces, når det gælder forståelsen af, hvorfor Ernæringsforskning forekommer så ubegribelig en videnskab – og hvorfor vi ser en global eksplosion i udbredelse af overvægt og fedme, samtidig med at en stor del af den industrialiserede verdens befolkning er på slankekur – i USA er det mere end hver tredje indbygger. 

Det kan egentlig siges meget kort: Vi er blevet narret.

Vi er blevet narret til at tro på dårlige råd. De kostkloges råd om hvad vi skal spise og ikke spise, bygger ofte ikke på videnskabelige undersøgelser, men på skøn, fejltolkninger og myter. Der er meget stærke grunde til at tro, at de officiel kostråd simpelhen bare ikke fremmer sundheden, hvis man følger dem. 

Vi er blevet narret til at gøre det værre for os selv. Ikke bare savner de klassisk kostråd videnskabeligt belæg, men de udgør muligvis endda en af de største rådgivningskatastrofer i sundhedsvidenskabernes historie, fordi de meget vel kan være afgørende medvirkende årsag til den eksplosion i forekomsten af fedme, man i disse årtier ser verden over. 

Vi er blevet narret til at tro, at det er vores egen skyld. Overvægt og fedme er gået hen og blevet det største sundhedsproblem i vores del af verden. Vi er alle en del af en regulær epidemi af fedme, som medføre enorme sundhedsproblemer. Men vi har fået det indtryk, at vores egen lille overvægt er vores egen skyld, fordi vi ikke har karakterstyrke til at gøre noget ved det. 

Vi er blevet narret til at tro på slankekure, der ikke virker, og til at holde os fra kure, som man i mere end 100 år har vidst faktisk virker. 

Vi er blevet narret til at frygte fedme, frygte føden og frygte vores egen krop. Men det er narreværk: Det er ikke sundt at være fed, men sygdomsrisiko er mindre end man plejer at høre. Man bliver ikke syg af at være fed, men bliver fed af at være syg. 

Vi skal ikke være bange for vores krop, men glad for den. Vi skal ikke være bange for vores mad, men glad for den. 

Nøglen er at gå glad til mad og holde af at spise. Men også holde os fra det, Ernæringsforskere og kostrådgiverne har anbefale at spise allermest af: Stivelse!.

Det vil sige at skære voldsomt ned på forbruget af brød, kartofler, pasta, ris og majs. (Samt produkter af samme. – red. )

Man kan sagtens leve uden – og i virkeligheden leve bedere, fordi man kommer fri af en narkoman-agtig afhængigheds-mølle, som stivelses-kosten har lokket os ud i. Stivelse er mad, som man bliver sulten af at spise. Og derfor får den en til at spise endnu mere, så man bliver endnu mere sulten. Og så fremdeles. En afhængighed, som man gør klogt i at bryde. 

Er man først fri af stivelses-trædemøllen forsvinder også trangen til sukker og fedtstof med salt på. – Stivelse, – nej tak!”

Bogen handler om slankekure og fedme, men også meget om hvad baggrundsviden der rent faktisk ligger om emnet, ernæring og vægttab. 

Læs bogen “Menneskeføde” – Vejviser ud af en overvægtig verden, af Tor Nørretranders og få hans argumentation og dokumentation med kildehenvisninger, af dennes synspunkt og anbefalinger. 

– Jeg kan stærkt anbefale det til den der gerne vil et spadestik dybere end det min hjemmeside tilbyder omkring ernæring- og vægttabs-problematikken.